Dybere og mere nuancerede ansættelsessamtaler i Albertslund Kommune

Anne-Sofie Due, der er souschef i afdelingen Dagtilbud & Skole i Albertslund Kommune, har benyttet samtaleværktøjet ’Medarbejdersamtale om arbejdsglæde’ i et ansættelsesforløb. Det resulterede i meget dybere og nuancerede samtaler, som gav en helt anden indsigt i kandidaternes præferencer, personlighed og analytiske evner.

Indblik i kandidatens præferencer og personlighed 

Albertslund Kommune har haft stor succes med at anvende samtaleværktøjet ’Medarbejdersamtale om arbejdsglæde’ i et ansættelsesforløb. Idéen til at bruge værktøjet opstod, da ansættelsesudvalget vurderede, at der til 2. samtale var behov for at få mere indsigt, i kandidatens perspektiver på arbejdsglæde, og hvad der giver et meningsfuldt arbejdsliv. Derudover var det også interessant at se, hvordan kandidaten ville håndtere en opgave, som ikke var forberedt.

Anne-Sofie Due fortæller: ”Egentlig havde vi tænkt, at værktøjet kun skulle bruges til den ene kandidat, men da vi havde været igennem samtalen, var hele ansættelsesudvalget enige om, at det var så værdifuld en viden vi fik om kandidaten, at vi også valgte, at de to næste kandidater blev stillet den samme opgave,” og hun fortsætter “vi fik meget mere dybdegående og nuancerede samtaler, som har givet en helt anden indsigt i kandidaternes præferencer og personlighed.”

Mere flydende dialog

Til samtalerne blev der anvendt den gule plade og de 40 gule kort fra samtaleværktøjet. Kandidaterne blev bedt om at vælge tre kort til de tre spørgsmål: ’Hvad gør dig glad i dit arbejde?, ‘Hvad gør dig mindre glad i dit arbejde?’, og ‘Hvad kunne gøre dig endnu mere glad i dit arbejde?’. Kandidaten blev også inviteret til at fortælle om sine refleksioner, mens hun valgte kortene, og det gav en stor indsigt i kandidatens blik på forskellige facetter af arbejdslivet, fx kollegaer og opgaver.

Ifølge Anne-Sofie Due løftede det kvaliteten i samtalen betydeligt: “Det gav en mere flydende dialog, hvor vi ikke følte, at det hele tiden var os, der skulle stille spørgsmål til kandidaten. Vi fik en indsigt i kandidaternes analytiske kompetencer, selvindsigt og refleksionsniveau. Fx når en kandidat så på sine svar og hurtigt analyserede sig frem til ’nå, ja, jeg kan se, at det sociale og samarbejdsrelationer faktisk fylder meget for mig, når jeg ser på de kort jeg har valgt’. Det var meget relevant viden for os, og noget man ikke bare kan spørge ind til i en ren mundtlig samtale.”

Stort potentiale i samtaleværktøjet til mange former for samtaler

Anne-Sofie Due ser et stort potentiale i samtaleværktøjet, som hun også regner med at bruge både til 1. runde af ansættelsessamtaler, MUS-samtaler og opfølgning på samtaler fx hver anden måned med nogle af elementerne fra værktøjet:

”Som leder har jeg fået et fleksibelt værktøj, som gør det meget lettere at få en dybde og kvalitet i samtalerne, og så er der mange muligheder for også at kunne brug værktøjet til at følge op. Jeg har vist værktøjet til flere af vores andre afdelinger, og de er meget interesserede i at skulle bruge det til deres MUS-samtaler.”

Anne-Sofie Due, souschef i Albertslund Kommune

Om Dagtilbud & Skole i Albertslund Kommune

Afdelingen har ansvaret for 15 dagtilbud, 6 skoler med tilhørende SFO’er og klubber samt ansvaret for at understøtte dagtilbud og skoler med at skabe stærke børnefællesskaber for alle børn.

Få en gratis dialogøvelse til 1:1 samtaler, når du tilmelder dig vores nyhedsbrev