Meningsfulde og nysgerrige lederudviklingssamtaler i Tårnby Kommune
Dorte Stjernø, der er dagtilbudschef i Tårnby Kommune, benytter samtaleværktøjet ’Medarbejdersamtale om arbejdsglæde’ til alle sine lederudviklingssamtaler (LUS). Det har resulteret i mere meningsfulde, nysgerrige og udviklende samtaler, der har styrket relationen mellem Dorte og hendes dagtilbudsledere.
Ligeværdige samtaler og styrkede relationer
Motivationen for at bruge samtaleværktøjet til LUS-samtaler var, at skabe fornyelse og mere nærværende og udviklende samtaler: “Vores samtaler var blevet meget ens med årene, og jeg syntes ikke, at vi sammen fik bevæget os ind i et godt udviklende rum med det gamle samtalekoncept”, fortæller Dorte Stjernø.
Samtaleværktøjet har givet mulighed for at have helt andre samtaler, hvor fokus er på lederrollen, og hvordan Dorte som chef bedre kan understøtte dagtilbudslederne. Hun fremhæver også, at værktøjet har hjulpet med at styrke relationen og ligeværdigheden: “Jeg føler, jeg kender mine ledere bedre nu, og vi er blevet et bedre makkerpar, fordi vi havde en meget mere ligeværdig snak,” og fortsætter ”værktøjet er så intuitivt og nemt at gå til, at det gav meget mere overskud til lytte og spørge ind”.
Meningsfulde, nysgerrige og udviklende samtaler
Dorte Stjernøs medarbejdere, der alle er dagtilbudsledere, var også meget begejstrede for samtaleværktøjet. De oplevede, at der var mulighed for at fokusere på deres egen udvikling og menneskelige aspekter, og ikke kun uddannelse. Samtidig er de også blevet inspireret til at bruge værktøjet til MUS-samtaler med deres egne medarbejdere. Dorte Stjernø fortæller: “De har alle sagt, at det var helt vildt sjovt. De fortæller, at de var glade for at komme ind i et samtalerum, hvor de fik lov til at være nysgerrige på deres egne handlinger og adfærd, og ikke bare ‘nå, men så fik jeg en uddannelse’. Samtalerne kom til at handle om deres egen udvikling som leder og som menneske.”
Samtaleværktøjet indeholder nogle tema-kort, som medarbejderen bruger til at sætte ord på, hvad der fylder i deres arbejdsliv. Dorte Stjernø oplevede, at hendes feedback til dagtilbudslederne faldt meget naturligt i forlængelse af det medarbejderne fortalte, og det gjorde, at feedbacken blev relevant og anerkendende.
Inspiration til udviklingsprojekter
Gennem LUS-samtalerne dukkede der fortællinger op om et nyt spændende samarbejde mellem to dagtilbudsledere, som nu har resulteret i et kommunalt projekt. Dorte Stjernø fortæller: ”Hvis vi ikke havde haft samtaleværktøjet, ville jeg ikke have fået kendskab til deres virkelig gode udviklingstiltag, fordi det på en helt anden måde gav mig mulighed for at spørge ind til, hvad der fylder i deres arbejde.”
Hun supplerer: “De to dagtilbudsledere har lavet nogle rigtig gode forløb om, hvordan vi får gjort børn og forældre klar til at starte i vuggestue. Nu har de præsenteret deres projekt og resultater for styregruppen vedr. ’Stærke børnefællesskaber’, og det er mundet ud i et kommunalt projekt for alle vores vuggestuer.”
Dorte Stjernø konkluderer: ”Jeg er kæmpe fan af værktøjet, fordi jeg har kunnet lave nogle koblinger, som jeg ellers ikke ville have set.”
Opfølgningssamtaler og udbredelse af værktøj
Dorte Stjernø planlægger at bruge dele af værktøjet til opfølgningssamtaler efter ca. et halvt år med udgangspunkt i billederne og tema-kortene. Hun fortæller: ”Jeg er glad for at vi tog billeder af den gule plade med dagtilbudsledernes perspektiver på arbejdsglæde. Min tanke er at finde dem frem til halvårssamtalerne, og bruge det som udgangspunkt for vores opfølgning på LUS-samtalen.”
Dorte Stjernø forventer at introducere værktøjet og hendes erfaringer i deres chefforum, og ser et stort potentiale i at kunne bruge samtaleværktøjet på mange niveauer og fagområder i kommunen.
Dorte Stjernø, Centerchef, Center for Dagtilbud og Pædagogik i Tårnby Kommune
Om Center for Dagtilbud og Pædagogik i Tårnby Kommune
Center for Dagtilbud og Pædagogik er ansvarlige for kommunens børnehuse, børnhaver, vuggestuer og dagpleje. Derudover står centret for pladsanvisning og en pædagogisk og administrativ enhed, der understøtter institutionernes arbejde med børnenes trivsel, udvikling og læring.