Ærlige og ligeværdige onboardingsamtaler i M&E Engineering
Henrik Mørch-Larsen, der for nylig er tiltrådt som director hos M&E Engineering, har brugt samtaleværktøjet ‘Medarbejdersamtale om arbejdsglæde’ til bl.a. at lære sine nye medarbejdere at kende. Det har resulteret i ærlige og nuancerede samtaler, og medarbejderne oplevede at værktøjet gjorde dialogen lettere.
Åben og ligeværdig onboardingproces
Onboardingprocessen omfattede individuelle samtaler med hver medarbejder, hvilket gav Henrik et bredt kendskab til sit team. Han bemærker: “Set over en bred kam har der været rigtig, rigtig god tilfredshed med samtaleværktøjet. Dels at vi tog initiativ til noget – der var ikke holdt strukturerede MUS-samtaler i den seneste tid, dels at vi brugte det her spil, fordi mange af mine kollegaer er ingeniører eller har en teknisk baggrund, og derfor ikke nødvendigvis er særligt trænede i at udtrykke de bløde værdier omkring trivsel og arbejdsglæde.”
Formålet med onboardingsamtalerne var at give medarbejderne mulighed for at udtrykke deres tanker om, hvad der fungerer godt, hvad der fungerer mindre godt, og hvad de kunne tænke sig mere af generelt. Værktøjet hjalp med at åbne op for dialogen og gav Henrik mulighed for at lytte til medarbejdernes perspektiver, og der blev skabt en atmosfære af ligeværdighed og tillid.
Billeder hjælper dialogen på vej
En af fordelene ved værktøjet var dets evne til at kvalificere og lette dialogen ved hjælp af billeder og en tydelig struktur for samtalen. Henrik Mørch-Larsen bemærker: “Medarbejderne kunne godt lide, at værktøjet hjalp dem på vej. De fik et skub og nogle input til at reflektere og diskutere nogle af de ting, der ellers kan være lidt svære at forholde sig til.”
Henrik Mørch-Larsen påpeger også, at værktøjet var en hjælp i forhold til at få medarbejderne til at åbne op – også de unge medarbejdere: “Jeg kan godt opleve, at det nogle gange kan være lidt svært at få hevet ud af dem, hvad de egentlig er utilfredse med her. Men værktøjet var en rigtig god hjælp til også at få de unge på banen.”
Mønstre på tværs af samtalerne
For Henrik Mørch-Larsen var det interessant at identificere gentagende temaer og mønstre på tværs af onboardingsamtalerne: “Jeg har lavet en statistik på tværs af samtalerne ud fra de 9 gule kort, som hver medarbejder valgte. Det var ret hurtigt at få et overblik og lave en top tre og en top fem osv.”
Det har givet anledning til at kigge nærmere på, hvilke tiltag, der kan sættes i værk på tværs af virksomheden. “Fx valgte alle medarbejdere kompetenceudvikling, som noget de gerne ville have mere af. Her kan vi så sætte ind med noget på tværs af hele virksomheden, og sikre, at vi giver et løft til alle,” uddyber Henrik Mørch-Larsen.
Kontinuerlig udvikling og opfølgning
Efter onboardingsamtalerne har Henrik Mørch-Larsen fokus på opfølgning og kontinuerlig udvikling. Han har lavet et oversigtsark til at holde styr på alle aftaler og forbedringsområder, og det giver ham et godt overblik. Han planlægger også en mere systematisk opfølgning: “Jeg regner med at lave en opfølgning efter ca. et halvt år. Jeg vil gerne have, at det lige får lov at bundfælde sig, og der skal også måske gerne være lidt udvikling, både hos dem selv og i virksomheden, før vi kører en omgang igen.”

Henrik Mørch-Larsen director hos M&E Engineering
Om M&E Engineering
M&E Engineering A/S er en rådgivende ingeniørfirma, der har eksisteret siden 1998, med specialviden og kompetencer indenfor stærkstrøms projekter. De arbejder med et bredt spektrum af kunder, der spænder fra offentlige og private bygherrer over entreprenører, teknik installatører og driftsorganisationer til leverandører af komponenter og systemer.
